Til turister

Sdr. Højrup er en lille landsby, beliggende tæt på Odense, Svendborg og Nyborg – med timedrift tog mellem Svendborg og Odense.
Særligt til Campere: I landlige omgivelser kan I trygt overnatte på parkeringspladsen ved vores forsamlingshus.
Foran forsamlingshuset knejser en kvinde-eg, plantet i 1915 som tegn på Kvindernes stemmeret.


Forsamlingshuset er nabo til Møllegårdens Vinhandel som forhandler rigtig gode vine, hovedsagligt fra Alsace. https://mg-vin.dk/

Der er et natur- og fritidsområde tilknyttet forsamlingshuset, hvor I finder balancelabyrint, terrasse, creepin og en kæmpe plæne at boltre jer på. Alle er velkomne til at benytte området.

Er I til en lille aftentur på ca. 5 km., kan I gå ad Kirkestien der forbinder Sdr. Højrup og Årslev Kirke og tilbage til forsamlingshuset via Lensvej. Stien begynder ved Sdr. Højrup Kirke, Skovhavevej 9A, Sønder Højrup, 5750 Ringe.

Og så bor vi ovenikøbet smukt bl.a. omgivet af Ravnholt Skoven og naturområdet i Tarup-Davinde som I finder inden for 5 km.

Lokalt er der mulighed for at købe æg og honning, og i den nærliggende landsby Havndrup finder I Kragegårdens Mølleri hvor I kan købe alle former for økologisk dyrkede meltyper, müsli og brødblandinger. Derudover sælges der økologisk kød på frost. https://kragegaarden.dk/

Aftensmaden kan I også vælge at nyde ved gadekæret i Sdr. Højrup – hvor der er borde og bænke. Gadekæret ligger på Møllebakkevej.

I den gamle præstegård i Sdr Højrup ligger Væveværkstedet. Væveværkstedet har åbent for besøgende, som gerne vil se og høre noget om dette gamle håndværk. Åbningstiden er torsdage fra kl 15-17 eller efter aftale. Væveværkstedet tilbyder også undervisning i vævning samt weekend workshops i forskellige væveteknikker samt uld forarbejdning på spinderok/håndten. Adressen er Sdr. Højrupvejen 6 – i den gamle præstegård. Se mere her: http://www.vaeve-broderi-undervisning.dk/27065054

I sæsonen vil I finde boder med kartofler og andre grøntsager i området.

I kan også besøge ”Den gamle skole” i Søllinge som er bygget i 1793 og var en af de første skoler på Fyn. Hvis I går ind i skolestuen, kan I opleve en skoledag i en gammel landsbyskole. Se mere her: https://fynhistorie.dis-danmark.dk/node/30025

I Årslev, ca. 2 km fra Sdr. Højrup, finder I flere dagligvarer forretninger, der har længe åbent.
Særligt området ved Polymeren og de små butikker her kan vi anbefale: Polymeres er et aktivitetshus der ligger på Stationsvej 69 Polymeren, 5792 Årslev Besøg bla.: Tatol, med gaveartikler og delikatesser: https://www.tatol.dk/. Lille Frøken Flora – moderne blomsterdesign: https://www.lillefroekenflora.dk/

Gå i gang med at taste din søgning herover og tryk enter for at søge. Tryk ESC for at annullere.

Tilbage til toppen